EGEDALS HISTORIE

Syd for Veksø lå i vikingetiden og middelalderen den store sø Vigsø der dækkede hele det lave terræn om Værebro Å. Sagnet fortæller at man har kunnet sejle fra Roskilde fjord ad Værebro Å. Ved den nuværende Værebro kom man ud på Vigsø, og efter den nuværende Snydebro igen ad åen gennem snydeskov op til Knardrup, Hvidernes gamle borg, der i 1326 blev kloster. I begyndelsen af 1700 tallet havde søen trukket sig meget tilbage og havde mistet forbindelsen med Løjesø, der nu er den sidste rest af den. 

Fundet af Veksøhjelmene i Brøns mose tyder på, at der meget langs tilbage har boet stormænd her og Danmarks mægtigste slægt i Valdemartiden, Skjalm Hvides, ejede meget gods i Nordsjællands sydlige del.

På Veksøholm, som ligger ca. 200 m syd for Egedals bygninger, har man haft et godt overblik over Vigsøen og hvad der skete på den anden side. l 1314, og sikkert længe før, lå borgen Vigsø. Dette år pantsatte Anders Andersen af Veksø, borgen og landet Schaprode på Rygen til kong Erik Menveds høvedsmand, Niels Olufsen. 1370 fra ridderen Bo Dyre borgherre. Han var beslægtet med Hviderne og skulle nok egentlig hedde Bo Due. Hans far var Jens Due og hans datter kaldte sig Kirstine Due. Hun blev gift med væbner Evert Molkte. Datteren Ellen arvede borgen og bragte den til sine ægtemænd Anders Jacobsen Lunge og Frederik Wartenberg, der i 1456 solgte til Johan Oxe, høvedsmand på Søborg, Krogen og Gurre. Han solgte videre til kongen Christian den 1, som i 1459 gav en del af Veksø gods til sit gravkapel ved Roskilde Domkirke.

Efter reformationen faldt Veksø gods tilbage til kongen, men i mellemtiden var borgen nok ødelagt, enten under Grevens fejde, eller blot fordi den, som mange andre, fik lov at falde sammen. Dens betydning som vagtpost ved vandvejen fra Roskilde fjord var borte. København var blevet hovedstad og de vigtigste veje gik ikke mere fra Roskilde nordpå over Værebro til overfarten over sundet ved Krogen, men til og fra den nye hovedstad.

Hvor stor borgen har været ved vi ikke, men det fortælles i Carstensens “Vigsø Sogns historie” at så sent som i 1850, blev der hentet store mursten og tømmerrester på borgpladsen og at de blev benyttet til husbyggeri i byen. I 1875 finder man et stort jernsværd 4 fod langt med en 8 tommer parer stang. Fundet gøres i det udtørrede løb mellem Lillesø og Løjesø af Egedals daværende ejer Per Knudsen.

Efter godset igen var kommet tilbage til kongen, blev det givet som len til forskellige, bl.a. havde den første gøngehøvding Mikkel Pedersen det 1561-65. Han var ikke mindre eventyrlig end den anden gøngehøvding, som vi kender fra Carit Etlars roman. Da syvårskrigen bryder ud i 1563, står han i spidsen for sine gønger i kamp med svenskerne. Ved denne tid består Veksø af 8 gårde, foruden Annexgården, den gamle præstegård fra den katolske tid. Den ene af disse gårde var meget større end de øvrige og har vel været den gamle adelsgård. Den har nok ligget syd for kirken, ja, måske har borgens avlsgård også ligget her, men omkring 1600, hvor de bevarede lens regnskaber begynder, er den delt op i 5 gårde.

Sagnet fortæller, at kirken er bygget af en frue på borgen, hvis lille hund blev bidt af nogle adelsmænds store jagthunde, når hun tog til kirke i Stenløse. Det er sandsynligt, at kirken er bygget af borgens herskab og begrundelsen kan også være rigtig. Den store gård i Stenløse, som måtte passeres på vej til kirken, har nok været en adelsgård. Veksø kirke havde, som i øvrigt alle kirker før reformationen, sin egen præst, men Sankt Knuds Konges dag, 10 juli 1551 oplod den sidste præst i Veksø, Jens Olsen præstegården for Stenløsepræsten Niels Jepsen Munk og siden har Veksø været anneks til Stenløse.

Tilsyneladende er det gået stærkt tilbage for Veksø, når vi besøger byen i 1668. Den gamle danske bondeadel var ved enevældens indførelse i 1660 sat fra magten. Den havde styret sine godser, som Veksø, og den havde, gennem sine medlemmer i rigsrådet, styret landet og den havde gjort hvad den kunne, for at holde kongen på plads som topfigur, men forhindret at han ødelagde landet, selvom det mange gange havde været ligeved. Sammenligner vi væbneren ridderen og rigsråden med henholdsvis borgmesteren, folketingsmedlemmet og ministeren i vore dage, er det ikke meget galt. Dette billede af dansk adel er vidt forskellig fra det, vi får at se efter 1660. Med enevælden opstår den hof- og byadel, der er meget lidt dansk, men som skulle føre det store ord de næste 200 år. Men selv om de gamle slægter havde mistet al indflydelse på landets styre, var de ikke uddøde.

Svenskekrigene må have meget skønsomme mod Veksø, for vi finder ingen øde gårde, som ellers er meget almindeligt i disse år og bønderne har ingen landgilderestancer, endnu mere ualmindeligt.

Ved udskiftningen i slutningen af 1700 tallet – det var her man flyttede gårdene ud fra byen – dukker der gårdnavne op, som vi kender dem i dag – Annexgården, Maglehøj, fogedgården Vindekilde i Søsum, Korshøj, Veksølund, Kjeldsted, Skibstedgård, Rolandsbjerggård, Egedalgård.

Egedalgaard – navnet minder om at der i fortiden har været egeskov. Inden udskiftningen lå gården i byen. I 1718 havde gården det der svarer til ca. 7 tønder land. Dens besætning bestod af 6 heste, 1 ko og 6 får (hestene var jo dengang nødvendige til markarbejdet). Der blev brugt 5 tønder rug, 7 tønder byg og 4 tønder havre til at tilså markerne med. Gården havde græsning til 3 heste og 2 køer og årligt gav høslættet godt 8 læs slet hø. Gårdens fæster hed gamle Hans Hansen født 1684 og død den 21 august 1757. Listen med koner og børn er meget lang, men er tilgængelig op til ca. 1900. I 1760 overtager sønnen, som også hedder gamle Hans Hansen, gården efter sin moder der dør samme år. I 1782 sker udflytningen af Egedalgaard til den nuværende beliggenhed og samtidig sælger gamle Hans Hansen “den anden” gården til Peder Andresen. Det er første gang gården sælges efter at der har boet fæstere på gården indtil da. Februar 1783 gifter Peder sig efter kongebrev med Bodil Hansdatter. Peder Andresen var søn af Andres Poulsen fra Vaselund. 7 maj 1798 dør Peder Andresen og Hans Larsen overtager Egedalgaard. 15 marts 1806 dør Hans Larsen og 13 juni samme år gifter hans enke sig igen med Hans Nielsen, en søn fra Rolandsbjerggaard. Hans Nielsen skal have været meget påholdende, men var en rig mand, ja man anså ham endog for den rigeste bonde i Frederiksborg Amt. Deres søn, Hans Hansen overtog gården i 1834. I 1840 dør Hans Hansen og hans enke Sidse gifter sig med Lars Pedersen som overtager gården i 1840. Allerede i 1843 dør Lars Pedersen og Sidse gifter sig med hans broder Rasmus Pedersen. Da Rasmus Pedersens svigermor dør (ukendt årstal) arver Rasmus Pedersen Annexgården og sælger Egedalgaard til Peder Knudsen. Peder Knudsen var en god og livsglad mand, men led periodevis af tungsind og døde pludselig den 9. marts 1878. Hans enke Ellen Hansdatter bliver på gården og den overtages i 1901 af hendes søn Knud Peder Knudsen

Han dør i 1916 og hans enke Kirsten Marie Knudsen overtager gården 13/6-1916. 29 januar 1918 køber Københavns Kommune Egedal af Kirsten Marie Knudsen og i 1920 og 1921 opkøber kommunen mere jord som bliver lagt under Egedal. Københavns kommune graver tørv i Helledemosen, som bliver fragtet på små jernbanevogne til Veksø station, hvor de omlæsses til toget ind til København. Den 25 februar 1931 sælger Københavns kommune til proprietærerne F.G. Fraas og Laurits Holm. 2. oktober 1941 sælger proprietærerne til grosserer Einar Harstung – købspris 215.000,- kr. Allerede den 20/2 1942 sælger grosseren til slagtermester Ejner Thyrring-Johansen købspris 184.776,- kr. 12/12 1944 sælger slagtermesteren til forpagter Martin Brødsgaard købspris 215.000,- kr.

9/1 1947 sælger forpagter Brødsgaard til civilingeniør Ove Brødsgaard. Under Brødsgaard brænder det gamle stuehus og senere flere af længerne.  Ove H. Brødsgaard grundlagede midt i 30’erne ingeniørvirksomheden O.H. Brødsgaard, som nu indgår i Moe & Brødsgaard. I 1950 bygges det nye stuehus som det ser ud i dag og i 1960 bygges der ny kostald med automatisk udmugning og fodring samt malkemaskiner. Besætningen består af ca. 100 jerseykøer plus opdræt. I 1960 bygges der også fodermesterbolig. Under Ove Brødsgaard blomstrer Egedal op og bliver et mønsterbrug med orden i tingene og styr på økonomien. I 1961-62 afgik Ove Brødsgaard ved døden, ogskifteretten udsteder attest som adkomst for fru Karen Margrete Gerda Brødsgaard. 2/6 1964 laves der arveudlægsskøde til fru Gerda Brødsgaard for 1/2, og børnene: Gerda Schlütter med 1/4 og civilingeniør Erik Brødsgaard med 1/4.

20/4 1966 sælges Egedal til civilingeniør Vagn Ryding købspris 1.765.000,- 28/4 1970 skøde på halvdelen af ejendommen til Oliva Ryding. Jorden og udlænger er forpagtet ud i perioden 1970 til 1975. Hovedhuset bruges til plejehjem. I 1975 sættes køerne ud. 6/10 1983 sælges til Bodil Tellefsen købspris 2.600.000,-

20/12 1984 sælges til Tove Steenstrup Jensen 4.380.000,- heraf løsøre 500.000,-. 9/6 1989 ejendommen bliver konkursbehandlet af Frederikssund skifteret. 3/7 1989 solgt på tvangsauktion til kreditforening. 22/1 1990 sælger kreditforeningen til Lars Beckvard. 23/9 1994 sælger Lars Beckvard til Anni og Jan Hansen. 5/3 1998 købes der 9,5 ha af Stenløse kommune og den 22/1 købes der 29 ha fra en naboejendom. 

20 ejere på 220 år.

1.8.2015 overtog Christian Bjerre Nielsen og Hatla Johnsen Egedal, som de 21. ejere.